Hej! Velkommen til Ellas, Ingrids, Sørens og Claras blog om vores tur til Mexico. Søren og Clara skriver på skift – og Ingrid og Ella byder ind undervejs. Her kommer det første indlæg om turen herud og den første uge. Under menupunket “Billeder” lægger vi en masse billeder op.

Afgang fra Danmark – 13.01.2023

Så skete det endelig. Efter års planlægning og en uges nedpakning/rengøring/de-sidste-detaljer-på- plads-galore tjekkede vi torsdag aften ind på Hotel Comfort i Kastrup Lufthavn. Thoravej er lejet ud til søde mennesker, der manglede et sted at mellemlande, så vi efterlod lejligheden så ren, som den ikke har været siden vi flyttede ind for 5 år siden, dagen inden afrejsen til Mexico.

Efter en god nats søvn og forberedt til tænderne på den lange flyvetur til Cancún (Legetøjsoverraskelser, malebøger, snacks i lange baner, opgaver undervejs – you name it), en pakning så velorganiseret, som vi aldrig har præsteret før, 2,5 time i lufthaven og ingen kø følte vi os helt oven på, da vi troppede op i check-in fredag d. 13. januar. Der var bare lige en enkelt detalje, vi havde glemt. ETA er åbentbart også en ting, når man mellemlander i Canada (på samme måde som ESTA i USA). Vi synes ellers vi havde tjekket, men åbenbart ikke…

Tre dybe vejrtrækninger, iPad til ungerne og så igang med at udfylde onlineformularer. Heldigvis er det bare en herlig formalitet – visummet kommer automatisk i det øjeblik, man sender formularen ind. Men det mindede os lige om, hvor mange detaljer i denne tur, som vi har jongleret med de sidste måneder, men også at ting løser sig.

16 timer undervejs

Noget af det, vi har været mest bekymrede for ved rejsen, har været, hvordan ungerne (især Ingrid) ville klare flyveturen. Det gik heldigvis over alt forventning. Den første del af turen fra København til Toronto gik med leg, spil, film, gåture op og ned af gangene sammen med de andre børnefamilier, fredagsslik og nye venner på rækkerne omkring os.

Og på fly nummer 2 til Cancún blev der efter lidt skrig og skrål sovet.

I Cancún lufthavn blev vi mødt af en større skare højtråbende taxi-chauffører, der gerne ville køre os til vores hotel. Ingrid og Ella syntes vist det var lidt overvældende at blive mødt med så stor interesse kl. hvad der svarede til 5 om morgenen dansk tid. Vi fandt hurtigt et taxa-firma, aftalte en pris på 1000 pesos, der virkede nogenlunde rimelig (ca. 350 kr.), og skulle herefter gå et par hundrede meter ned til bilen. På vejen ser vi så en mand, der står og vinker med et skilt, hvor der står “Søren Dawe”. Han viste sig at være den chauffør, vi havde booket for 1 måned siden over booking.com, men som vi, mens vi mellemlandede i Toronto havde fået en besked om var aflyst… Sikke en dejlig overraskelse, men forvirringen var stor, og vi stod nu der med to taxaer – og to meget trætte børn.

Men alt endte godt, vi fik vores penge fra den nye taxa tilbage, og blev kørt til hotellet i verdens største SUV (Ingrid spørger stadig forventningfuldt til, hvornår vi skal køre med den store bil igen), hvor vi trætte, glade og taknemmelige over at være fremme drattede omkuld. Og sov lige indtil jetlaggen vækkede os igen kl. 4 om morgenen.

Cancún

Vi vidste godt på forhånd, at Cancún nok ikke lige ville være vores kop te, og at vi bare skulle være her en enkelt dag for at leje bil og komme os oven på den lange rejse. Det blev vi helt bekræftet i. I “Hotel-zonen” ligger det ene gigantiske resort efter det andet, og hotelvagterne vogter nidkært over, at ingen uvedkommende bevæger sig ind på hotellernes beach-clubs. Det blev anledning til en god snak med Ella om, hvordan det er med adgangen til natur og strand i Danmark. Ella synes ikke, at det var fedt at blive smidt væk af en hotelvagt, og at det var dumt, at strandområderne ikke var for alle.

Men begejstringen over at være fremme, sol og 25 grader, glade børn og Starbucks kaffe bar os gennem dagen. Vi fik også skaffet mexicanske sim-kort, hentet vores lejebil og smagt stegte græshopper på aftenens restaurantbesøg. Og følte os helt igennem lykkelige og taknemmelige over endelig at være godt igang med eventyret.

El Cuyo

El Cuyo er en lille, søvnig strandby, der ligger på en tange ud til den mexicanske golf ca. 2,5 times kørsel fra Cancún. I hvert fald, hvis man ikke kører ca. 2 timer forkert, som vi gjorde. Måske lidt høje over hvor godt det første døgn var gået, besluttede vi os for ikke at bruge GPS-rutevejleder, men bare finde vej med kort. Det så rimeligt enkelt ud. Ca. 100 km. mod vest, og så dreje mod nord, og så næsten lige ud resten af vejen. Men på en eller anden måde endte vi på et stort nyt motorvejsanlægsprojekt, hvor vejen det ene øjeblik var virkelig god og det næste blev til grusvej i et spor. Problemet var, at der ingen afkørsler var, eller de var allesammen spærret af. Så i stedet for at køre 100 km vest, kørte vi nok nærmere 200 km vest inden vi kunne komme af. Ingrid sov heldigvis i ca. 2 timer, og Ella hørte lydbog og sugede de nye omgivelser til sig, så det var vist mest forældrene, der var lidt ærgerligt over at bilturen blev forlænget med 2 timer.

Der bor ca. 2000 mennesker i El Cuyo – heraf en del udlændinge, der har slået sig ned og driver caféer, hoteller osv. – og her sker vidunderligt lidt. Da vi fandt det lille strandhus på Airnbnb, var vi ret overbeviste om, at det ville være det perfekte sted for os at starte turen. Det har det virkelig været.

Vi har brugt dagene på at hænge ud på stranden og ved huset, lege, spille spil, høre lydbøger, løbe ture, købe ind (og øve spanske gloser), lave mad, hente kaffe på caféen på den anden side af gaden og i det hele taget lande i feriekrop og sind. Inden vi tog afsted, har vi talt rigtig meget om, hvordan børnene ville reagere på de nye rammer, varmen osv., og vi er så overraskede over, hvor hurtigt de er faldet til. De har det som blommen i et æg, og nyder strandlivet, det langsomme tempo og familietiden virkelig meget.

Stranden her er skøn – det fineste sand, næsten ingen mennesker, masser af smukke muslinger og konkylier, som pigerne samler og på den knaldblå himmel flyver pelikaner omkring og dykker efter fisk. Skønnest er den tidlig på morgenen og om eftermiddagen, hvor solen ikke brænder så stærkt.

Uheld

De fleste ulykker sker i hjemmet – også i Mexico. Midt i al idyllen, under aftensmaden den anden aften i El Cuyo faldt Ingrid ned fra en bænk og slog hovedet ned i kanten af terrassen. Det gav et hul i i baghovedet og en farlig masse blod. Det lokale sundhedscenter var lukket for dagen, men vores vært her kender lægen og fik hende til at komme derned og tilse Ingrid. Lægen talte kun spansk og sundhedscenteret var meget sparsomt udstyret, så Søren måtte afsted på “apoteket” efter gummihandsker, og vi måtte hutle os igennem med google translate i dialogen om, hvorvidt vi skulle forsøge at sy såret. Det satte Ingrid dog en stopper for, da hun nægtede at lade sig bedøve. Om det var at se den lange nål, der skulle ind i Ingrids lille hoved, varmen eller en skrigende Ingrid, så blev hele situationen lige lidt meget for Søren. Hedetur, nedsat hørelse, sortien for øjenene. Med andre ord var en besvimelse under opsejling, og Søren måtte stikke hovedet mellem benene i bogstaveligste forstand. Ikke det stolteste far-øjeblik.

Nå, men i stedet for at skulle bedøve og derefter sy Ingrid rensede og forbandt lægen såret og bad os komme igen næste dag. Det hele var en lille smule kaotisk, og undervejs lykkedes det os (Søren) at smide nøglen til huset væk. Ekstranøgle fandtes ikke, men heldigvis er Clara en ferm tyv, og fik løsnet et myggenet og kravlet igennem et vindue.

Lige vel dramatisk aften. Som mindede os om, hvor sårbart det hele er, og at alt kan forandres på splitsekunder. Den erkendelse gælder både i Danmark og Mexico, men bliver måske nok sat lige lidt på spidsen, når man er langt væk hjemmefra. De sidste 4 dage har vi været forbi sundhedscenteret, hvor de har renset såret og tjekket, at det heler fint. Og stille og roligt har det lagret sig som en oplevelse af at være i trygge hænder hos søde og dygtige læger, og at det klarer vi også.

Yucutan er flad som en pandekage – men El Cuyo har et klatretårn

Laudo – en tysk klatrer, som har drevet et klatretårn på Femern og i øvrigt har haft en kæreste fra Ringkøbing og derfor taler lidt gebrokkent dansk – har slået sig ned i El Cuyo og bygget et 12 meter højt klatretårn her.

Hvor heldig kan man være? Det skulle selvfølgelig prøves. Ella og Ingrid var mega seje og klatrede op og ned i timer. Clara overvandt (hårdt presset af Laudo) også højdeskrækken og tog en enkelt tur op. Og Søren lukkede som den trejde nogensinde den sværeste rute på tårnet. God dag for alle!

I morgen siger vi farvel til El Cuyo varme og glade i hjerterne over at have oplevet og levet i denne lille perle en uges tid. Så går turen til byen Valladolid – en “Pueblo Magico”, som vi glæder os til at opleve. Men først skal der pakkes – og spises is, mens ungerne bobler i dobbeltsengen.