Så er det blevet tid til indlæg nummer 2 med masser af action og eventyr fra by, mayaruiner og cenoter. Og en stak friske billeder, der ligger i arkivet.

Den 21. januar forlod vi fredelige El Cuyo og begav os mod Valladolid, der ligger midt i Yucutan ca. halvvejs mellem Cancún og Meridá. Første farvel til, hvad der har føltes som vores hjem en uges tid, og hej til en gammel koloniby med knap 60.000 indbyggere og masser af kultur, historie og gang i gaden.

Valladolid er super charmerende med sine gamle lave byhuse i forskellige pastel- og pangfarver, store pladser, hvor der stimles sammen især omkring solnedgang og lækre caféer og restauranter. Her mødes bygningsarven fra spaniernes kolonisering, mayakulturens dans, musik og håndværk og moderne bybohémer i en ret skøn blanding.

Vi boede lidt uden for byen i Villas Vallazoo – et natur- og dyrekonserveringsområde med en lille zoologisk have kun med hjemmehørende dyrearter og en slags botanisk have med lokal flora. Og en swimming pool, masser af Iguanaer der badede i solen på de varme sten, en legeplads og fred og ro til at trække sig tilbage fra byens hurlumhej. Et rigtig dejligt sted og en meget god mellemstation mellem søvnige El Cuyo og pulserende Valladolid.

Okay, de første 3 dage af opholdet var der måske ikke helt så fredeligt og roligt som ved første øjekast. De andre 8 værelser var nemlig lejet ud til én stor mexicansk familiefødselsdag (fødselaren blev 15 år). Det var ret sjovt, men helt roligt var det ikke. Den første aften omkring kl. 23 spillede de først hele the Black Album med Metallica og dernæst hele Master of puppets albummet på deres medbragte boomblaster. Men når bare musikken er god og man en sjældent gang hører albums fra A til Z gjorde det ikke så meget. Clara og pigerne sov dog igennem det hele, så det var kun Søren der fik fornøjelsen.

Dagen efter var det tid til hovedfejringen og her blev vi budt på alskens mexicansk slik, som Ella og Ingrid ikke har set før uden lige. Der var metervis af slik på “spyd” stukket ind i appelsiner og som fungerede som en slags fødselsdagsdekoration. Der var slik, der farvede tungerne lige så blå som himlen i El Cuyo. Der var slik designet til at eksplodere i munden. Og der var slik badet i chilli, og meget mere. Chillislik er i øvrigt overraskende lækkert.

Beliggenheden lidt uden for byen betød dog også, at vi blev “gæster i byen” et par timer om dagen og ikke fik den så meget ind under huden, som vi har oplevet i Merida, hvor vi har boet centralt og har haft byen lige uden for døren.

Men den zoologiske have var et hit hos ungerne, både pga. dyrene (papegøjer, jaguar (der betyder noget helt særligt for Mayaerne, og er afbilledet på flere ruiner, så det var sjovt at se en i virkeligheden), krokodiller, flamingoer osv.), men især legepladserne og caféens spaghetti bolo tog kegler. Og så var det ret sejt, at man havde adgang til Zoo, når den var lukket og kunne se på dyrene som de eneste gæster i hele Zoo.

Mayaruiner, cenoter og børnemotivation

Vi havde fem overnatninger i VallaZoo, og dagene blev bl.a. brugt på en dagstur til Mayaruinen Ek Balam og første badetur i en cenote. Cenoter er ferskvandssøer, der ligger i sammenfaldne kalkstensbjerge, og som der findes mere end 6000 af på Yucutan halvøen.

Nogle af dem ligger helt dækket til i grotter med en lille åbning, mens andre er åbne søer. Man skal typisk gå ned af en lang, stejl trappe for at komme derned. At bade i cenoter er en Yucutan-klassiker, og er helt fantastisk lækkert og eventyrligt, og heldigvis var pigerne efter lidt indledningsvis skepsis klar på at bade i den dybe sø med masser af kattefisk (mærkeligt udseende fisk med store knurhår).

En anden ting, som Yucutan halvøen er fyldt med er Maya-ruiner. Mayacivilisationen udfoldede sig fra omkring år 250 og frem til 1697, hvor de spanske conquistadorer erobrede den sidste Mayabystat. Mayaerne var til stede fra det sydøstlige Mexico, Belize, Guatemala og dele af Honduras og El Salvador og har bl.a. efterladt helt vildt imponerende arkitekturruiner (pyramider, templer, paladser, observatorier, arenaer til boldspil, boliger mm) i sten, ofte dekoreret med udhuggede figurer, skrifttegn og kalkmalerier.

Ek-Balam er en de mindre kendte og besøgte ruiner, men ikke desto mindre imponerende. Det var en stor oplevelse – især at bestige den centrale og højeste pyramide med begge piger var med hjertet oppe i halsen og sjovt.

I vores planlægning af turen har vi tænkt en del over, hvordan vi gør aktiviteter som ruinbesøg, museer og gåture i byer sjove og motiverende for pigerne. For selvom meget skal være på ungernes præmisser, og der skal være masser af tid til at bade i poolen og besøge legepladser, så er der også noget, som vi rigtig gerne vil se og opleve, og som vi tror på også er fedt for børnene. Hvis man lige får framet det rigtigt og får dem motiveret 🙂 Løsningen er blevet en rejsebog til dem hver, hvor vi løbende sætter billeder ind af de steder, vi skal bo og besøge, og så laver vi små opgaver, som de skal løse de forskellige steder. Bestige den højeste pyramide, finde jaguarfiguren og svømme i en cenote fx. Og så er der selvfølgelig klistermærker, som man kan sætte ind i bogen som belønning. Indtil videre fungerer det ret godt – og billederne af de steder, vi skal bo er en god måde at forberede Ella og Ingrid på det næste, der skal ske.

Ingrid 4 år!

D. 24. januar fyldte Ingrid 4 år. Ella og Clara havde shoppet fødselsdagsgaver og pynt i Valladolid og Søren fandt crazy kager i supermarkedet, så der var ingen smalle steder. Desværre havde vi det første (nok ikke det sidste) tilfælde af maveonde på turen den dag hos Ella. Formentlig fordi hun havde slugt store mængder pool vand dagen inden, den lille knold. Så hun var lidt medtaget, og vi tilbragte det meste af dagen på hotellet, i Zoo og på legepladserne. Og der var spaghetti bolo både til frokost og aftensmad. Så faktisk en dag helt efter Ingrids hoved.

Og apropos Ingrids hoved, så heler såret i baghovedet så fint, så det lille drama er ved at være et overstået kapitel. Men hold nu op, hvor mødet mellem et 4 årigt barns motorik og koncentrationsevne og bumlede fortorve, høje kantstene, trafik, ruiner, poolkanter, spiseborde mm. giver grå hår i hovedet på forældrene. Hun klasker konstant ind i alt ting og smadrer en god blanding af sig selv og elementer i sine omgivelser. Men se lige, hvor sød hun er?

Meridá forkæler alle sanser – 25. januar – 31. januar

Merida, endnu en koloniby, er hovedstaden i Yucatan staten, og hjem til en lille million mennesker. Byen har flere gange toppet lister over Mexicos mest sikre og “liveable” byer og udråbt til at være blandt de mest sikre byer i verden. Nogen mener, at det skyldes, at Mexicos narkokarteller er blevet enige med hinanden om at Merida er “safe-haven”, hvor de kan sende familiemedlemmer i sikkerhed. Om nogen af delene er sandt ved vi ikke, men det er i hvert fald en fantastisk by, hvor vi har haft det simpelthen så dejligt.

På vejen til Merida fra Valladolid nuppede vi lige en Cenote mere. Denne gang en mere lukket en af slagsen end den første. Cenote Xkeken ligger i en fantastisk grotte med et lille hul i “loftet”, hvor solen kan skinne ned igennem. Den var vist lige på grænsen til at være lidt for spændende for Ella og Ingrid – måske pga. af flagermusene, måske bare fordi de aldrig har set et sted der tilnærmelsesvist har set sådan ud. Men i kom Ella, mens Ingrid lige skulle tisse og måtte springe svømmeturen over denne gang.

I Merida tjekkede vi ind på Luz En Yucatan, vores superhyggelige lille hotel og kunne straks mærke, at her ville vi få det nice. Hotellet har nogle dejlige fællesområder inkl. en tag-selv-kaffebar om morgenen samt skøn lille pool, som igen var et hit hos pigerne. Der er ikke nogen restaurant, men i stedet et fint fælleskøkken, hvor vi selv kunne lave mange af vores måltider. Og det er faktisk sådan vi foretrækker det. For selvom det er dejligt at være på restaurant, så er det ærligt talt også altid en lille smule anstrengende med en 4 – og 6årig, der typisk enten har alt for meget krudt i røven til at sidde stille i mere end 5 minutter eller også keder sig så meget, at de demonstrativt kollapser og lige pludselig ikke kan sidde op, men kun ligge ned – gerne på gulvet eller henover forældrene.

På hotellet bor en del canadiske ældre mennesker, der spiller kort og har drinks-hour fra kl. 14, og som Ella er blevet fine venner med og koster rundt med i poolen.

Merida er fyldt med flotte farvestrålende facader som i Valladolid, men det er også tydeligt, at det er en langt mere velstående by, hvor meget rigdom har været koncentreret gennem tiden. Den er i høj grad blevet etableret med penge fra de mange haciendaer (som funktionsmæssigt minder meget om de amerikanske plantager – dvs. nogle få rige europæere erhvervede sig store landområder og udnyttede dem med (billig eller tvungen) arbejdskraft. Det er særligt tydeligt på den store boulevard, der løber gennem en stor del af byen, hvor der ligger det ene store palæ efter det andet. Vi besøgte en Hacienda lidt uden for byen en af dagene, hvor man har produceret sisal reb (som kommer fra Agave planten) indtil 1980, og nu driver hotel og “kom ud af den varme by og lig ved en pool” sted.

Der er spækket med lækre restauranter og kaffebarer – både små lækre lokale og ûber-chic og moderne. Generelt er der en ret international vibe. Og så er der meget musik og dans i gaden, enten fra enkelte musikanter – ofte på saxofon – eller fra de mange store pladser, hvor der opstilles scener til større orkestre.

Sunday = Funday

Der er gang i Merida alle ugens dage, men søndag får den lige en ekstra tand op. Store dele af centrum lukkes af for biler, og så er der ellers cykelparade hele vejen ned af den store boulevard Paseo Montejo med de smukke palæer og ind til den centrale plads. Der er alle mulige forskellige skøre versioner af en cykel til leje forskellige steder, musikken blæser fra store højtalere og så går det i adstadigt søndagstempo op og ned af boulevarden. Med mindre man selvfølgelig er fra cykelbyen over dem alle og giver den fuld gas i kapløb med alle, der vil, mens ungerne hujer “hurtigere” på bagsædet.

På den centrale plads er der udendørs koncerter hele dagen og byen summer af mennesker, der holder fri og nyder livet. Vi rundede dagen af i Parque Alleman, hvor et crazy cirkus af karruseller, mad- og legetøjsboder og elektriske biler bliver vækket til live omkring solnedgang. Forestil jer en plads på størrelse med en halv fodboldbane og så 40 unger i alderen 2-8 år, der fiser rundt i elektriske biler ind og ud mellem hinanden. Genialt – og ret vanvittigt.

Sunday er i den grad funday i Merida!

MayaPan, marmelademadder og børnevaluta

Meridá er også Mayaland og har et stort museum om Maya kultur – både historisk og nutidig, og der ligger en perlerække af ruiner i byens omegn, som vi virkelig gerne ville besøge bare en af. Men hvor lang tid kan man kræve af sine børn, at de skal sidde i en bil for at komme ud og se (og kravle på) en Mayaruin? Det havde vi en længere snak om, da vi fandt ud af, at der var 1,5 times kørsel fra Merida ud til MayaPan, som vi have planlagt at besøge. Vi havde været på Maya Museet dagen før, og interessen fra især Ella var der helt klart, men 1,5 times kørsel hver vej var måske lige at strække den. Frem og tilbage snakkede vi – og blev enige om, at med tegnefilm og is, så måtte det gå. Indtil Søren lige googlede lidt mere, og fandt ud af, at der er to MayaPan – en by og en ruin – og at ruinen kun ligger 50 minutter fra Merida.

Men ikke desto mindre, så krævede det alligevel en del tegnefilm, marmelademadder og motivational talks – især til Ingrid – for at få det til at køre både på bilturen og på selve ruinen. Helt glad blev hun aldrig for Mayapan – primært fordi træerne derude bare ikke helt var lige så gode at lege i, som det hun havde fundet dagen før inde i byen. Og sådan kan det være svært at forudsige, hvornår noget er et hit hos ungerne.

Men generelt har vi erfaret, at der er nogle særlige rejsevalutaer, der skal i spil, for at tingene glider med ungerne. Fx går der i hvert fald 1 times tegnefilm i bilen på et ruinbesøg. En tur på museum veksles typisk til en is. Mens en gåtur rundt i byen koster i hvert fald en halv times leg i poolen eller en tur på legeplads. Men det er billigt sluppet, synes vi :-). Og myggestik koster ca. 15. minutters Ipad i distraktion med mindre det er på foden, så kan det koste helt op mod 1 time på en dag.

I morgen begiver vi os ud til vandet igen til lagunen Bacalar efter knap 1,5 uges byliv i Valladolid og Merida. Vi havde på forhånd størst forventninger til Valladolid, men Merida har i den grad vundet hjerterne. Her kunne vi sagtens have brugt meget mere tid på museer, caféer, markeder og at slentre rundt i byen – selvom det måske ville blive lige lovlig dyrt i børnevaluta.