Så er det blevet tid til endnu en beretning, som denne gang handler om store naturoplevelser i det sydvestlige Chiapas og 2 uger i byen San Christobal de Las Casas. Det er blevet lidt langt denne gang, så bryg lige en kop kaffe og smæk benene op, inden du går igang.

Sidste gang skrev vi om vores ankomst til Chiapas, vores oplevelser i og omkring hovedstaden Tuxtla og den undervurderede by Comitán. Det var knap 2 uger stort set uden at se andre udlændinge/turister, og vi sluttede med at skrive, at de nok var at finde ved vores næste stop: San Christobal de Las Casas. Det er her vi er nu, og vi gættede rigtigt.

San Christobal ligger kun 2 timers køretur nord for Comitan, men det er en helt anden verden. 15 minutter efter vi havde parkeret bilen ved vores lille hotel Casa Carmen befandt vi os i en stor food-court, “San Augustin”, fyldt med lækre restauranter og butikker med nøje kuraterede lokale varer. Alt sammen smukt og kunstfærdigt indrettet. Mindede os lidt om Ubud, der er expatnes favoritsted på Bali. Vi skulle egentlig bare have en kop kaffe, mens vi ventede på, at vores værelse blev gjort klar. Men, men, men det viste sig, at der inde i denne her food-court var et 3 etagers legeområde, hvor man for 100 pesos og udfyldning af et lille skema med navn og telefonnummer, kan aflevere sine poder. Og vupti, så var Ella og Ingrid alene i legerum under opsyn af 3 voksne, mens Søren og Clara fik verdensklasse kaffe. Begge to på én gang. Helt varm. Ledsaget af sammenhængende samtale. For første gang i 7 uger :-). Det var et koncept hele familien kunne forstå, og et sted vi vendte tilbage til lidt flere gange, end vi helt tør indrømme.

Det lader til, at 99% af alle, der rejser til Chiapas, vælger at have base i San Christobal. Det mærkes med det samme. Byen er, ud over at være meget smukt beliggende i 2200 meters højde og omgivet af bjerge, meget international og kontrastfuld. Her er et kæmpe udbud af lækre butikker og cafeer og restauranter med mad fra hele verden. Samtidig er der rigtig mange oprindelige folk, det vil i denne del af Mexico sige folk med direkte rødder mayaerne.

Men inden vi dykker mere ned i San Christobal og de omkringliggende områder spoler vi lige tiden tilbage til vores uge i Comitán, hvor vi havde nogle fantastiske naturoplevelser, som vi ikke fik skrevet om sidst.

Naturoplevelser omkring Comitan

Det er sådan set nemt at forstå, hvorfor alle flokkes til San Christobal, for det er vitterligt en dejlig by. Men vi kan alligevel ikke forstå, hvorfor der ikke er flere der (også) vælger at have base i Comitan. For ud over at være en virkelig dejlig by i sig selv, så ligger den meget bedre placeret i forhold til mange af de største naturattraktioner, som Chiapas har at byde på. Med base i Comitán kan man skære ca. 2 timers transport af hver vej. Og det var da helt klart også hovedårsagen til at vi valgte at bo der i en uge. For med Ella og Ingrid på bagsædet gør det en verden til forskel, om man skal køre knap en time eller knap 3 timer hver vej, når man skal på udflugt.

Cascadas El Chiflon.

Første store naturoplevelse var vandfaldet El Chiflon, der er den helt store attraktion i området. Det består af i alt 5 store vandfald samt en række mindre vandfald på vej op. El Chiflon betyder brudeslør, fordi det tredje og største vandfald på ca. 120 meter ligner et slør. Gåturen op til vandfaldet går på en fin anlagt sti langs floden og med ret mange trapper. De udspekulerede forældre slog til igen med klistemærkemotivationen – ét klistermærke til rejsebogen pr. vandfald var dealen. Om det var klistermærkerne eller naturen der gjorde tricket – nok en blanding – pigerne var i hvert fald super seje til at gå og havde en super dag.

Vi nåede op til det tredje store vandfald, det benævnte brudeslør som er hovedattraktionen, men så var der også ved at være udsolgt i de små ben. Undervejs havde vi flere stop, hvor vi kunne bade i floden. Vandet var dog lige til den kolde side for Ella og Ingrid, som til gengæld havde en fest med at klatre på klipper og kaste grene i vandet og se dem flyde med strømmen. Det er meget tydeligt, at de får super meget energi og inspiration til leg af at være i naturen. Derhjemme kan en gåtur fra Thoravej til bageren 200 meter væk gå helt i hårdknude, mens de her rask væk går 2 km opad (Ingrid dog lidt på skuldrene af Søren og Clara). Turen bød også på nærkontakt med kæmpe Iguanaer, som hang ud omkring restauranten, fordi de her blev fodret med tortillas. Ella og Ingrid fik hver en lille stak tortillas af tjeneren, og så blev der ellers kastet med tortillas-frisbee som Iguanaerne så jagtede efter. Søren mente ikke at tortillas var en naturlig del af iguanernes kostpyramide, men når det nu var tjeneren der kom med dem, og pigerne fik julelys i øjnene ved at fodre dem, var det svært at argumentere imod..

Lagos de Montebello.

Dagen efter gik turen til Lagos de Montebello, der er en nationalpark (Chiapas første – etableret i 1959) med 59 søer i de smukkeste farver omgivet af pinjeskov, som ligger lige på grænsen til Guatemala. Altså den gode del af grænsen – ikke den hvor narkokartellerne kæmper med hinanden. Det er et kæmpe område, og næsten uden turister, så få at vi kortvarigt ved den største sø, hvor der ingen mennesker var, blev bekymrede for, om vi havde bevæget os ind i en no-go zone uden at vide det. Men her var fryd og gammen og sjove sejloplevelser. Først på tur i en robåd, som blev roet af en ca. 60 årig jernmand, og hvor vi kom i land på en lille ø fyld med orkideer. “Lad-os-gå-i-land-på-en-øde-ø”-fortællingen spiller med ungerne, som havde en fest med det. Næste sø – her kunne man komme ud på en tømmerflåde og padle hen til en ø, hvor der ligger en stor Cenote. Stille og roligt – lidt kedeligt til sidst med alt den padlen. Men så er det godt, vi har Ingrid til at sætte lidt fut i tingene. Bedst som vi sidder i eftermiddagssolen og padler det sidste stykke og lader tankerne vandre bare lidt – plop, så ligger hun i vandet. Med redningsvest på, og hun var oppe igen efter få sekunder, så der var ingen fare på færde, men sjovt synes hun ikke det var. Og så alligevel, nu morer vi os lidt med at holde statistik på, hvor mange gange pigerne er faldet ufrivilligt i vandet. Den står 2-2.

Las 3 Tzimoleras – canyoning

Den største naturoplevelse var vores tur til Las 3 Tzimoleras: En vanvittig smuk flod, der ligger meget afsides, med masser af vandfald fra 1 meter til over 40 meter og en masse sjove klipper, man kan springe rundt på. Det er ikke nemt at finde info om det på nettet, men det vi havde fundet ud af på forhånd var, at man skulle booke en guidet tur for at komme derud, da vejen kræver en Jeep. På firmaets hjemmeside anbefaler de turen for eventyrlystne naturelskere og til børn fra ca. 10 år. Hmm… bum bum, måske ville det være at tage den lidt over grænsen at slæbe Ella og Ingrid med på den tur?

Det diskuterede vi en del frem og tilbage med os selv, og endte ud med, at det kunne vi godt, vi skulle bare sørge for at justere vores forventninger og være indstillede på, at vi på skift nok måtte gå med Ingrid (og måske også Ella) langs floden i stedet for at gå og flyde ned af selve floden og hoppe ned af de mange vandfald, som ellers var konceptet for turen. På nettet lignede det desuden, at der var nogle områder med nogle “små søer” i selve floden, som så meget børnevenlige ud. Vi kører selv rundt i en kæmpe SUV, så det var også en del af vores overvejelser, om vi skulle prøve at køre dertil selv, så vi kunne være der i vores eget tempo, og ikke være en del af en større gruppe. GODT VI IKKE GJORDE DET!

Turen derud tog ca. 45 minutter og var på den mest bumlede, hullede og stejle vej nogen af os har prøvet. Vi sad på på laddet af jeepen udstyret med hjelme og et fast greb om børn og rækværk på bilen – med jævne mellemrum skulle man dukke hovedet for ikke at få grene i hovedet fra den omkringliggende skov. Ella var flere gange nervøs for, at bilen skulle vælte bagover eller ud over klippesiden, og Ingrid var efter de første 15 minutters begejstring heller ikke super meget fan af konceptet. Men vi kom frem, og efter en lille smule pres i starten med at skulle få Ella og Ingrid i to våddragter hver, hvor Ingrid hellere ville samle nødder på jorden, og Ella bare var imod (alt imens resten af gruppen selvfølgelig var klar for længst) havde vi en helt fantastisk tur.

De havde sørget for at have ekstra guider med til at hjælpe os igennem og med at holde børnene glade undervejs med fis og ballade og bæren rundt på dem. De her gutter var i pænt meget bedre form end børnenes forældre, og var simpelthen så søde, profesionelle og gode til børn, hvilket betød rigtig meget for, at det blev en rigtig god oplevelse. På en del af turen tilbage til jeepen, hvor det gik godt opad sad både Ella og Ingrid på skulderen af en guide, mens de satte takten: Uno dos, uno dos, uno dos – opad gik det. Og Ella bemærkede efterfølgende, at det var nogle virkelig søde voksne, lidt ligesom Sune og Henrik i skolen (Ellas to lærere).

Som en del af turen skulle man bl.a. hoppe ned af et vandfald på 7 meter og kravle ind bag et 45 meter højt vandfald og springe ud igennem det. Det gjorde Clara og Søren på skift, mens den anden var med børnene.

Det er altid helt vildt svært at beskrive store naturoplevelser med ord, men nu prøver vi. Forestil dig, at du står på nogle klipper midt i en flod, hvor vandet fosser omkring dine fødder og ud over kanten og 7 meter ned. Guiden tæller til 3, og så springer du, mærker suset i maven, inden du lander i en dyb, turkis “sø” midt i floden. Så svømmer du hen mod det næste vandfald, hvor du får at vide du skal lukke øjnene og tage de to guider i hånden. Med lukkede øjne og en guide i hver hånd går du op af den dybe “sø” og står nu igen på klipper i vand til anklerne. Guiderne beder dig tage et skridt frem. Stadig med lukkede øjne. Så et skridt mere. Vandet brager et sted nedenunder. Så et skridt mere, og et til. Stop. Nu må du åbne øjnene. Du står nu på kanten af et ca. 45 meter vandfald med den mest henrivende udsigt. Knaldblå himmel, bjerge lige frem og rundt om dig, et par store fugle cirkler rundt oppe over dig, og under dig ligger en række turkisblå “søer” i floden. Ikke ét menneske eller menneskeskabt ting kan du se.

Vi har prøvet Canyoning, som den her slags flod/vandfalds sport også kaldes, på Azorene for en hel Ella siden (vi fandt ud af, at vi skulle have hende på den tur), og det var simpelthen så sjovt at lege i vandet på den måde igen. Kontakten til naturen, som man får ved at være i vandet og frihedsfølelsen ved at springe ud over et vandfald er ret enestående og energigivende, synes vi begge to. Og så er det bare fedt at få lov til at lege og give los – omgivet af gakkede og samtidig super tillidsvækkende og seriøse guider, der gør alt for, at du kommer til at elske “deres” natur lige så meget, som de gør.

Efter vandlegene var der frokost, hvor guiderne diskede op med nogle simple empanadas lavet over bål. Men som det altid er med mad sådan nogle steder så smagte det helt forrygende. Da tiden var inde til at skulle hjem var vi (selvfølgelig) de sidste der kom frem til jeepen, så Søren og Ingrid fik plads på bagerste række. Her var der ikke noget ryglæn, så man kunne falde direkte baglæns ned af ladet. Efter 10 minutter, hvor det gik meget stejlt opad på en bumlet vej, og hvor Sørens arme begyndte at syre med at holde Ingrid fra at falde ud,z blev det lige spændende nok, og Søren, Ingrid og Ella fik plads inde på forsædet. 10 Minutter efter sov pigerne, og Søren fik en god snak med guiden der kørte bilen om levevilkårene i Mexico/Chiapas, om kartellerne, Zapatisternes road blocks, Covid 19 og meget andet. Clara sad på ladet og nød eftermiddagssolen – helt lykkelig.

San Christobal de Las Casas

Tilbage til San Christobal. Den første uge boede vi i Casa Carmen – et smukt, nyistandsat byhus med atrium gård, kun 4 værelser, det mest fantastiske køkken, tagterrasse og en lille stue med pejs og klaver. Helt igennem lækkert og charmerende! En af de første dage i huset, mødte vi ejerne af stedet, Rodrigo og Eleana, der var igang med at forberede et madlavningskursus i det lækre køkken, og som de inviterede os med til. De skulle teste konceptet og havde derfor samlet en gruppe af deres venner, som skulle være prøvekaniner. Super fed oplevelse af møde 10 mexicanere, som alle sammen kunne engelsk, og lave og spise dejlig mad sammen med dem. Temaet for dagens kokkerier var selvfølgelig majs. Vi startede med at lave majsmel af nykogte hvide og sorte majs, som blev lavet til tortillas (de små pandekager) og sopes (en slags tærte) og herefter fyldt med kød og grøntsager. Og selvfølgelig guacamole og salsa. Og en majskage. Mega hyggelig eftermiddag – og en af de appelsiner, der falder ned i turbanen, når man rejser, ikke skal noget og bare kan sige ja tak til oplevelser, der byder sig.

San Christobal byder ud over alle sine lækre restauranter og fuldstændig fantastiske kaffe, også på spændende kultur. Et must-visit som Dansker er Na Bolom, som var hjem for Frans Blom og Gertrude Duby Blom. Den efter tidens standarder lidt utilpassede Frans Blom tog til Mexico i 1921 for at finde en vej i livet og jagte olie i junglen, og endte som verdensberømt Maya-arkæolog. Han boede i San Christobal fra 1950 og døde her, og hans og Gertrudes hus, der er et ombygget kloster, huser idag et museum, hotel og en træplanteskole (planter og bekæmpelse af afskovning var en af Gertrudes hjertesager). Clara har nørdet Frans Blom en del her på turen – han var på den ene side en fantastisk inspirerende og modig eventyrer fra en tid, hvor så meget var ukendt og uopdaget, og på den anden side en lidt sørgelig skæbne, der endte med at drikke sig selv ihjel og støde de mennesker, der holdt af ham fra sig.

San Christobal har forskellige markeder for mad, kunst og håndværk mm. og efter vores tur på madlavningskursus, fik vi endnu mere lyst til at tage på madmarked og lave Mole (en af Sørens signaturretter, som kræver 8000 forskellige ingredienser).

Vi tænkte, at vi kunne gøre det lidt sjovt for børnene ved at sige, at det var lidt ligesom at købe ind på børnmuseet i Tuxla, og at de skulle tegne deres egen indkøbsseddel med de frugter og grøntsager, der gerne ville købe. En god idé i teorien – det viste sig bare, at det ikke lige holdt til mødet med et kæmpe stort kaotisk marked fyldt med mennesker, levende dyr til salg og legetøjsbutikker med alskens plastik halløj. Ingrid kollapsede midt i hele, nægtede at gå nogen steder og råbte, at det slet ikke var lige så sjovt som børnemuseet. Så meget for det pædagogiske move. Men lidt spændende var det dog, at se en levende hane blive solgt. Og rigtig sjovt at lave mole sammen med Søren i køkkenet.

Ingrid sluttede i øvrigt dagen af med at putte en majs op i næsen. Langt op, så den måtte hives ud med pincet under temmelig meget skrig. Hun holder os på dupperne, gør hun. Og giver gode grin.

Ud til forstæderne i La Frontera

Efter en uge i downtown San Christobal flyttede vi bolig til et hus ca. 20 minutters kørsel fra centrum i forstaden La Frontera lidt længere oppe af bjerget. Det er et KÆMPE og meget smukt hus med have – med masser af plads til, at familiens medlemmer på skift kunne blive lidt væk fra hinanden i husets mange rum og få lidt fre’. Det har alle nydt!

Vi har været rigtig meget i huset og haven og har haft det meget sommerhusagtigt uden så meget på programmet. Det har været super godt efter mange uger, hvor der har har været fart på med mange dagsture og store oplevelser. Ella og Ingrid har brugt timevis på at lege i haven og på deres store værelse, vi har lavet mad og bagt, læst bøger, set film, hygget foran pejsen og taget på lidt mindre ture rundt i området og til San Christobal. I haven var der både kolibrier og tre katte. Særligt kattene tog kegler, og vi stillede mad og vand frem til dem hver dag. Der er også blevet løbet lidt ture – kort og prustende – vi bor i 2200 meters højde i vældig kuperet terræn, det er ikke godt for løbestilen, men så smukt og godt for humøret!

Clara og Søren har også på skift været en tur i San Christobal og oset i byens hyggelige gader og hængt på caféer, som man kun kan uden børn. Det har fungeret super godt først at bo i uge midt i byen og lære det gode steder at kende, som vi så har kunnet vende tilbage til, mens vi har boet udenfor byen.

Chamula og Zinacantan

15 minutters kørsel fra Frontera (nord for San Christobal) ligger to mindre byer – Charmula og Zinacantan, hvor der primært bor den del af den oprindelige befolkning, som kaldes Tzotzil. Begge byer har deres egne særlige skikke, religiøse praksisser og tøj. De lever meget traditionelt og gør meget for at holde fast i deres kulturelle identitet, håndværk mm.

Byen Chamula er særligt kendt for en helt særlig religiøse praksis, som foregår i byens store kirke. Chamulas befolkning har historisk været de mest indædte modstandere af Spaniernes indtog og pådutning af katolicismen, styreform og kultur. Man har bl.a ligget i krig med San Christobal, som blev grundlagt af spanierne, og i dag har Chamula et udpræget selvstyre med egne domstole og politistyrke. Det mexicanske politi og militær er forment adgang til byen. Der fungerer lidt andre retsprincipper, fx er der et åbent fængsel, ikke på den der måde hvor man må forlade sin celle, men ved at en fængselscelle ligger ud til gaden, og alle forbipasserende kan kigge ind gennem tremmerne og se på den indsatte. Da vi kom forbi var der (heldigvis) ingen i cellen.

På et tidspunkt fik spanierne lov til at opføre en katolsk kirke i Chamula, som man gjorde overalt i Mexico, men chamulas befolkning går i kirke på deres helt, helt egen måde. Turister har lov til at komme ind i kirken og opleve det – og det er efterhånden blevet lidt at et tilløbsstykke. Af gode grunde – det var virkelig en vild oplevelse. Det er strengt forbudt at tage billeder derinde, og man skal betale klækkelige bøder, hvis man gør det, så I må nøjes med beskrivelsen.

Selve bygningen ligner en almindelig kirke udefra, men lige så snart, vi kom inden for, blev det tydeligt, at det er en helt anden religiøs praksis, end en klassisk gudstjeneste. Der er ingen kirkebænke eller stole i rummet, og hele gulvet er dækket af pinjegrene (området her er fyldt med pinjeskov, og grenene har en særlig religiøs betydning) og tusinder af tændte lys, der står direkte på gulvet. Vi blev mødt af en intens duft af pinjegrene og røgelse, og rundt omkring sad små grupper med både børn og voksne og gennemførte deres ritualer til tonerne af trance agtig musik fra trommer, harmonika og 12-strenget guitar. Helt oppe forrest i kirken var der også julebelysning og en mekanisk spilledåse der spillede en 3-4 julesange i ring. Med sig har familierne 50-100 små lys, som de tænder, cola, pox (en slags majs brændevin) og hvis de har sygdom eller andre alvorlige problemer i familien har de også en levende høne, som de slår i ihjel som en del af ritualet og tager med hjem og spiser bagefter. Ella og Ingrid så noget måbende til, da vi netop så en hane bliver kværket og spjættede løs som høns jo gør når de lader livet. Derudover var der en ret afslappet og næsten festlig stemning derinde samtidig med at folk sad i intens bøn. De drikker brændevinen – og en masse cola, så de kommer til at bøvse, som tilægges den betydning, at man bøvser de onde ånder væk.

Det der med colaen har en ret sørgelig baggrund. For mange folk i området er det nemlig nemmere og billigere at drikke Cola end vand, og det gennemsnitlige indtag af cola er ca. 2 liter om dagen per person inkl. børn. Coca Cola har en stor fabrik i området, og bruger 1000vis af liter vand i produktionen, mens mange i den lokale befolkning har dårlig adgang til drikkevand. Det ses ikke overraskende tydeligt på folks tandsæt – langt de fleste voksne har munden fuld af enten guld eller sølvtænder.

Zinacantan

Den oprindelig befolkning overalt i Mexico har en stærk håndværkstradition indenfor tekstiler – vævning og brodering – og beklædning er en vigtig markør af tilhørsforhold og kulturel identitet. Hver egn har sine helt særegne måder at gå klædt på – det ene mere smukt og farverigt end det andet – og klædedragtens materialer og mønstre rummer fortællinger om kultur og levevis.

I Zinacantan handler det især om blomster. Byen er omkranset af drivhuse, hvor der bliver produceret blomster. Og klæderne er fyldt med blomster. Der er en meget stærk tradition i byen for vævning, og det er en vigtig motor i byens økonomi – man er ligesom lykkes med at brande byen blandt turister som the place to go for tekstiler.

Så lige så snart vi kørte ind på den centrale plads i byen, blev vi spottet af en kvinde, der ville vise os sin butik med tekstiler. Efter sigende er kvinderne (det er primært dem, der væver), organiseret i et korporativ, hvor de puljer nogle af deres indtægter til at drive en skole, som kan føre håndværket videre. Vi kom derfra med to fulde klædedragter til Ingrid og Ella. Det er som om, at det hele bare klæder dem lidt bedre 🙂 Og klæder skaber som bekendt folk – Ella talte resten af dagen om, at hun bare meget hellere ville være Mexicaner. Vi prøvede at sige, at det ikke altid var en dans på roser, og at den danske samfundsmodel også kan noget :-). Men Ellas begejstring over det hele, er også ret vidunderlig at opleve. Hun tager det hele ind!

Vi kom også fra Zincantan med kæmpe blomsterbuketter fra byens blomstermarked, som har prydet vores midlertidige hjem. Afskårne blomster er sådan en luksus, som Clara tillader sig selv og virkelig nyder derhjemme en gang i mellem – så det var lidt svært at styre sig et sted, hvor et kæmpe bundt kostede en 10’er.

Besøgene i Chamula og Zinacantan har ledt til gode snakke om værdien i at fastholde oprindelig kultur og identitet, håndværkene, koblingen til naturen, modstanden mod imperialisterne – kontra de meget konservative kræfter og tendenser til social kontrol og manglende udvikling, som det også rummer. Der er måske lidt en tendens blandt turister ( i hvert fald de blogs mm, som vi læser) til at romantisere den måde, som den oprindelige befolkning lever på, og som i virkeligheden er med til at fastholde dem i nogle ret dårlige levevilkår og stor afhængighed af det, de kan tjene på turisme. Det kunne man skrive langt og meget om – men det bliver et andet sted, hvis det bliver :-).

Adios Chiapas – Hola Oaxaca

4 skønne uger i Chiapas lakker mod enden. Helt overordnet er der bare at sige: Det er virkelig et opturssted på kloden! Så rigt på natur, kultur, mad og et skønt klima. Vi har læst om flere rejsende, der er kommet til San Christobal, og som er endt med at blive hængende i måneder og nogen år. Det forstår man. Vi har virkelig haft det godt her!

Men vandhundene glæder sig også gevaldigt til at komme ud til stillehavskysten i Oaxaca. I morgen (d. 12.) flyver vi til Huatulco – med et stopover i Mexico City – og så står den på strandliv de næste 14 dage. Og fejring af Ellas 7 års fødselsdag d. 13. – store sager.

Vi bliver forresten så glade for jeres kommentarer og hilsner på bloggen – det er hyggeligt at vide, at I læser med.