Sjette og sidste blogindlæg i denne omgang handler om 3 skønne uger i Oaxaca – først 14 dage ved kysten, et par dage i bjergene og til sidst 5 dage i Oaxaca by. Temaet er vand – og mad! Stillehavskysten i Oaxaca har de smukkeste strande, vi endnu har oplevet og Oaxaca by er Mexicos gastronomiske højborg. Så alt i alt et godt sted at være for 4 vandhunde og i hvert fald 2 madører.

D. 12. marts – dagen før Ellas fødselsdag – fløj vi fra Tuxtla til Huatulco, der ligger ud til stillehavet i staten Oaxaca. Vi havde en mellemlanding i Mexico City, prøv at kigge på et kort, det giver ingen mening, men sådan er flytrafikken i Mexico nu indrettet, at alt går ind og ud af fra Mexico City Benito Juarez lufthavn. Som i øvrigt er en ret skrækkelig lufthavn, og flyet var 2,5 time forsinket. Så vi var først fremme sent om aftenen d. 12, og skulle på en lille køretur i buldermørke på bumlevej til vores hotellejlighed i Salchi. Men vi kom frem, og skulle ikke fejre Ellas fødselsdag i lufthavnen i Mexico City, som vi på et tidspunkt i løbet af aftenen begyndte at blive bekymrede for.

Det er jo store sager at fylde 7 år, så vi havde givet den gas med fødselsdagsgave- og pyntindkøb i San Christobal og havde fået hotellet til at lave pandekager med 7-tal på til morgenmad og bage fødselsdagskage. Ella kunne ikke rigtig lide nogle af delene (det var en vegansk restaurant, så kagerne smagte ikke helt som hjemme), men vi fik point for forsøget og lys og syvtaller. Ella tilbragte stort set hele dagen i poolen og lærte at dykke ned på bunden og slå kolbøtter i vandet. Så alt i alt en helt igennem dejlig fødselsdag.

Salchi er en lille søvnig landsby, faktisk mere en samling huse og hoteller, på en kyststrækning ud til stillehavet, hvor klipperne er stejle og bølgerne koloenorme. Vanvittig smukt, men ikke særlig børnebadevenligt. Vi boede på et lille hotel lidt oppe af en skrænt med 6 lejligheder, en fabelagtig udsigt ud over klipper og hav og vigtigt – en pool. Stillehavets kraftfulde brusen, eksotisk fuglefløjt og shikadernes sang var lydbilledet.

Andre steder på kysten i området omkring Huatulco lå der masser af strande, hvor vandet var mere roligt – og varmt, som var det et badekar. Så vi har badet og badet og badet. Daset i skyggen under strandrestauranternes parasoller. Læst og lyttet bøger. Gået en lille tur langs stranden hist og pist, men ikke meget, da varmen har været virkelig hidsig (over 30 grader, høj luftfugtighed og kulden, dvs. omkring de 20-22 grader, kom først sent på natten)…Spist seafood. Og så… ja, det ville jo have været et mirakel, hvis vi havde kunnet rejse rundt i 3 måneder uden at maven på et tidspunkt ville komme under angreb. Det gider vi ikke gå i detaljer med, men ubehageligt er det jo, og både Søren og Clara var desværre begge ude af spillet et par dage (heldigvis ikke samtidig!!!), og har haft maveproblemer on and off i en uges tid begge to. Træls, men heldigvis ikke værre end, at vi har kunnet få det til at hænge sammen – og vi takker dagligt maveguderne for, at det ikke har været mere end det.

Højdepunktet på vores uge i Salchi var på Playa San Augustín – en virkelig smuk strand, hvor der helt inde i vandkanten er et lille koralrev. Både Ingrid og Ella har lært at dykke med dykkerbriller på, og her fik vi dem begge to med ud og dykke og kigge på alle de mange flotte farverige fisk omkring revet. En kæmpe stor oplevelse for dem – og fantastisk at være sammen om det alle fire. Det er lidt som om, at det på denne tur er gået op for Ingrid, at der lever fisk i havet. Og langsomt er hun også blevet helt tryg ved at være i vandet sammen med dem. Hun var meget begejstret og pegede på fisk og boble-talte på livet løs.

Playa Agua Blanca

Efter en uge i Salchi kørte vi videre langs kysten vestpå til Playa Agua Blanca. Kun knap 1,5 times kørsel fra Salchi, men en helt anden type strand, ingen klipper eller bugter bare kilometervis af lige sandstrand. Og også et ret anderledes crowd end på strandene omkring Huatulco. På rejseblogs og bøger bliver byer og strande på Playa Agua Blanca delen af kysten beskrevet som mere hippie/bohéme agtige, hvor “free spiritis” rejser til. Selvom det nok vil være at strække den en helt del for langt at kalde os for hippier, har vi efterhånden fundet ud af, at vi føler os bedst tilpas steder, der bliver beskrevet på den måde.

Selvom Oaxaca er meget mindre turistet end den caribiske kyst, så er Huatulco alligevel et yndet rejsemål for rigtig mange canadier, der tager på solferie her. Som mange danskere fx tager til Mallorca. Og nu maler vi lige med den helt brede og groft generaliserede pensel her: de rejser ofte i store grupper og tilbringer ferien med at tylle margaritas på stranden og larmer helt vildt. Anyways, nok stereotypisering, det vigtige er, at vi virkelig elskede denne del af kysten! Vi boede helt ud til stranden på et virkelig hyggeligt hotel med 4 værelser, som bliver drevet af et polsk par, der er pensionerede fra tilværelsen som henholdsvis dokumentarfilmsinstruktør og forfatter. Virkelig hyggeligt og hjemmeligt sted med en helt perfekt beliggenhed – vi havde stort set stranden for os selv.

Dagene tilbragte vi primært på stranden, ungerne i poolen og i skyggen under den store Palappa (halvtag lavet af palmeblade). Et par eftermiddage tog vi på tur til den nærliggende strandby Mazunte, hvor der både var god kaffe og lækker mad at få – og masser af “free spirits” at kigge på.

Noget af det Ella har glædet sig aller mest til på hele turen (måske det, hun bedst har kunnet forestille sig) har været at få lov til at hjælpe små, nyklækkede skildpadder til havs, som er en ting omkring Mazunte.

Så lykken var stor, da den mulighed opstod, mens vi var på stranden, og der kom nogle folk fra et skildpadde opdrætningssted med en kasse bittesmå skildpadder, der skulle sættes ud. Stranden blev revet fint for at fjerne forhindringer for de små pus, og så fik ungerne ellers en kokosnøddeskal og små padder, som skulle sættes ud. Det er et meget kritisk tidspunkt i en havskildpaddes liv, når den skal fra reden på stranden, hvor æggene udklækkes, og den lange vej ud i vandet. Langt de fleste overlever (under naturlige omstændigheder) ikke, men bliver hapset af en fugl. Så for at hjælpe bestanden på vej, laver man de her beskyttede sætten til havs, som børn og andre barnlige sjæle betaler 50 pesos for at gøre. Og på den måde bliver der også noget økonomi til at passe på padderne.

Svampeskoven

Efter en lille uges tid i Playa Agua Blanca gik turen videre mod Oaxaca by. Ca. 200 km ind i landet – men op og ned af bjerge, så en køretur på 7 timer. Vi delte den over i to og havde to overnatninger i en lille skovhytte tæt ved landsbyen San Mateo. Generelt går det ret fint med at køre i bil her – men vi vurderede at 7 timers bjergkørsel nok lige var at presse citronen for meget med pigerne.

På køreturen til San Mateo mødte vi vores første roadblock, dvs. at der stod folk på begge sider af vejen og spærrede den med et reb. Vi nåede et kort øjeblik at tænke “så for den, nu sker det som vi har læst så meget om”. Roadblocks er især en ting på en bestemt vej i Chiapas, hvor lokale for at protestere mod uretfærdighed, manglende udvikling, diskrimination mm. (og for at få nogle penge) afkræver bilister betaling, før de kan køre videre, og som nogengange optræder truende. Det var dog en meget fredelig en af slagsen vi mødte – rebet var faktisk en farverig guirlande – og som vi kunne forstå det, var det kirkebøssen, de samlede ind til. Vi lagde 50 pesos og fik store smil til gengæld og kunne køre videre.

San Mateo ligger i 2300 meters højde og er dækket af pinjeskov. Det bliver kaldt “Cloud forrest”, fordi skoven jævnligt er helt indhyllet i skyer. Det ser ret magisk ud, når skyerne trækker ind over trætoppene og giver det hele en lidt mystisk atmosfære. Området er også kendt for hallucinerende svampe, som vokser i skoven. Når det er sæson, skal folk eftersigende valfarte her til for at deltage i svampeceremonier ude i skoven. Overalt i byen er der vægmalerier med svampe, og man kan købe underlige svampefigurer i boder langs vejen. Man fornemmer en industri…

Vi nøjedes dog med et par øl på terrassen ved vores lille hyggelige træhus. Og ellers gik dagene med masser af leg i skoven for pigerne (det trickede virkelig deres fantasi at være i skoven og i den lille hytte, og igen var det Alle vi Børn i Bulderby universet, som var rammen om legen), en gåtur langs den lille flod, der løb igennem skoven, et besøg på tacobiksen og den eneste, men virkelig gode, kaffebiks i San Mateo. Hvor vi også fik et lille foredrag om, at man i Oaxaca ikke rigtig kan finde ud af at organisere kafferistningen på sammen måde som i fx Chiapas, og hvorfor folk i vesten skal stoppe med at insistere på at riste kaffen selv, fordi det snupper hele værditilvæksten og efterlader kaffebønderne med ca. ingenting for deres kaffe. Mexico et af de kaffeproducerende lande, der eksporterer mindst af deres produktion, bl.a. fordi man insisterer på at riste kaffen selv. Lidt at tænke over, når vi raver over kaffe ristet derhjemme…

Som at bo hos Frida Kahlo og Diego Rivera

Efter 1,5 dag i skovens dybe, stille ro kørte vi den sidste del af turen til Oaxaca by hen over smukke, smukke bjerge og gennem dalen mellem bjergkæderne sierra sud og sierra Norte. Her bliver landskabet næsten ørkenagtigt med kæmpe kaktusser og store Agavemarker. Området omkring Oaxaca by er Mezcal-land, og der ligger små destillerier over det hele.

Vi havde valgt at bo i en forstad til Oaxaca by, i et fuldstændig magisk hus, som vi havde fundet på Airbnb. Betonhus i mexicansk funktionalistisk byggestil med kæmpe vinduespartier, højt til loftet og minimalistisk indrettet – med et mexicansk twist af farver og kunst. Minder lidt om de ikoniske tvillingehuse, som Frida Kahlo og Diego Rivera boede i i Mexico City i en periode. Huset er ejet af en ejendommelig ældre amerikansk dame, der bor i et lignende hus ved siden af (endnu mere tvillingehus agtigt, dog uden gangbroen), og som på sin egen finurlige facon er en vidunderlig vært og hjælper med alt muligt. Husene ligger i en smuk, velholdt have med kaktusser, appelsintræer og blomster – og så er der lige en 25 meter lang saltvandspool, hvor man kan svømme baner og blive kølet ned, når eftermiddagsvarmen buldrer. Det føles lidt som at være med i en film at bo her! Det har været en virkelig dejlig base for vores 5 dage her, selvom det (og lidt sygdom) har betydet, at vi desværre ikke har været helt så meget inde i centrum, som vi gerne ville. Men det indtryk vi har fået af byen er super godt – her er mega charmerende og det bugner med lækre cafeer og restauranter, museer og gallerier og masser af vægmalerier, farverige huse og skyggefulde parker.

Byen er også – udover Mexico City – Mexicos gastronomiske centrum. Eller som Mary Kay, vores vært her, beskriver det: “Oaxaca is it’s food”. Det forpligter jo, når man er i hvert fald to madører på tur.

Vi har nørdet mexicansk madkultur lidt på Netflix, mens vi gik og glædede os til at komme afsted – bl.a. i Somebody feed Phil, hvor den temmelig excentriske madafficinonada Phil rejser verden rundt og spiser. I et af programmerne går han fuldstændig bananas over Dona Vale, en kvinde fra Oaxaca, der sælger sine Mermeladas (tortillas med sovs, oaxaca ost, bønner, kød mm.)på Oaxacas største marked. Så hende gik vi selvfølgelig på jagt efter – og fandt utroligt nok. Der stod hun og fyldte med sin bod ca. 4 kvadratmeter af et marked på størrelse med 4 fodboldbaner og lignede helt sig selv fra Netflix. Og det var præcist lige så lækkert og snasket som på tv.

Derudover er mole – som egentlig bare betyder sovs men betyder noget helt særligt – det helt store her. Der findes et utal af varianter, mole negro, mole rojo, mole amerillo osv. Som – hvis man ikke lige har spansk-øre angiver – farven på sovsen. Det smager edder godt – og ligger sammen med kød, tortillas, Oaxaca ost, bønner tungt og godt i maven.

Ella og Ingrid er blevet ret ferme tacos spisere – både Pollo, Res og al pastor – og den friterede version Flautas – bliver kørt ned, når ellers bare vi husker at sige sin alt andet end kød. Og så bliver der ellers spædet til med kilovis af gnaske zanahorias og Avenas con leche. Se nogen er efterhånden blevet ret ferm til spanske madnavneord på denne her tur. Og tallene. Og at tage imod instruktioner fra Airbnb værter og nogenlunde forstå, hvad der bliver sagt. Det er meget, meget langt fra den måde, man lærer sprog på i skolen, men man kan faktisk komme utroligt langt i kommunikationen uden at bøje et eneste verbum 🙂

Monte Alban, Hierve El Agua og et mega gammelt træ

Lige uden for Oaxaca by – og 400 meter opad – ligger Monte Alban, som er en af mesoamerikas mest spektakulære ruinbyer. Den hed selvfølgelig ikke Monte Alban oprindeligt, men derimod Danni Dipaa. en eller anden spansk conquistador synes det mindede ham om et sted i Italien med samme navn, og så kom det altså til at hedde det. Anyways, byen var et magtcentrum for Zapotekerne i i hvert fald 1200 år – fra omkring 500 år BC til 750 AD, og er et vanvittigt imponerende og velbevaret kompleks af templer, boldbaner, markedsplads og meget mere. Og så ligger det altså på toppen af en bakke med en episk udsigt ud over Oaxaca dalen. Så der skulle vi selvfølgelig op – tidligt op og ud for at undgå masserne og middagsheden. Ruinbesøg er liiiidt tricks med børnene og Ingrid havde da også momentvise sammenbrud over varme og mængden af skridt der skulle gås. Men hov så fandt hun en sten, man kunne se hvor langt kunne sparkes, en trappe, der kunne klatres på, en myre, der skulle studeres – og så gik det hele lidt igen. Og Ellas fantasi og et par historier om, hvad der er foregået på stedet i meeeeeget gamle dage, var nok til at holde hende kørende en times tid. Og så lærte hun også – på den hårde måde – at man ikke skal pille ved en kaktus. Det skal måske prøves, for at man forstår, hvor nas det gør, når de bittesmå nåle sætter sig fast i fingeren og ikke er til at få ud.

Endnu et alt i alt vellykket ruinbesøg blev fejret med kæmpe jordbæris i museumscaféen. Eftermiddagen tilbragte vi i byen og besøgte en virkelig fin legeplads, hvor der var alt muligt legetøj og udklædning, som pigerne kunne boltre sig i. Det var nok højdepunktet på deres dag.

Dagen efter var vi på tur igen. Denne gang til et skørt naturfænomen ca. 50 km sydøst for byen – et forstenet vandfald med naturlige pools ovenpå. Lidt svært at forklare – men virkelig, virkelig flot og skønt at bade i køligt ferskvand med udsigt ud bjergene. På vejen hjem stoppede vi i en lille by, Santa Maria del Thule, som huser – hold nu fast – verdens ældste og bredeste træ. Det er en over 2000 år gammel Montezuma Cypress, som er fuldstændig koloenormt stort – 14 meter i diameter og 42 meter højt. Man mener, at det er det største sammenhængene levende stykke biomasse i verden. Svært at sige, om det er alderen eller størrelsen på træet, der er det mest mindblowing.

Næste stop Mexico City – og lige om lidt Danmark

Sidste dag i Oaxaca tilbragte vi i huset – med leg, pakkeshow (større arbejde, når vi skal flyve og ikke bare kan smide sagerne ind i bagagerummet) og proxyfejring af onkel Sebastians fødselsdag med Piñata slagning. Se det var et koncept, som gik rent ind hos ungerne.

Idag går turen til Mexico City – sidste stop på eventyret, før vi rammer Danmark igen på den længste fredag, vi nok nogensinde kommer til at opleve. På en måde føles det lidt som om, at vi allerede er på vej hjem nu. Men vi glæder os også meget til at opleve Mexico City, som skulle være en virkelig dejlig by.

Er vi klar til at skulle vende næsen hjemad? Det korte svar er nok nej. Vi kunne sagtens blive ved. Vi har det virkelig godt alle fire og trives med at være ude i verden sammen. Og Mexico har så uendelig mange fantastiske steder, som vi gerne ville besøge. Meeeen, mange gode ting og mennesker i DK trækker bestemt også. Og der skal nogle penge på bankbogen, så vi kan tage afsted igen. På et tidspunkt. Det har vi allerede besluttet.

Vi ses lige om lidt alle sammen!

kh

Ella, Ingrid, Søren og Clara